Igår var det helligdag i Mozambique og Rene og jeg havde en dejlig slapper dag. Først en (kort) løbetur, som vi endnu ikke er kommet os helt over, hjemmelavet quinoa og havregrød, og så det meste af dagen ved poolen på Naval. Det var dog kun Rene der kom i poolen, vandet er stadig liidt for koldt til min smag. Vi fik røget laks og hjertemuslinger til frokost. Dejligt. Og weekenden venter lige om hjørnet.

Dejligt lige at stikke hovederne sammen med Marie og Dorte efter arbejde. Så bliver dagen bare meget bedre. Dorte er på barsel, så Marie og jeg kikkede lige forbi hos Dorte og lille Alexander og endnu mindre Cecilia.

Når Mozambique skal stå for en begivenhed af denne størrelse, løber det nok koldt ned ad ryggen på de fleste (dog ikke lige i disse dage, hvor der er ca. 37 grader). Hvad værre er; Zambia havde egentlig meldt sig på banen og skulle arrangere 2011-legene. Det fandt de ud af i december 2008, at de alligevel ikke havde råd til. Så i april 2009 sagde Mozambique, at det kunne de skam da sagtens lige klare at arrangere på et par år. De startede velsagtens for ca. et halvt år siden. Suk.

I mellemtiden er der så blevet bygget et nyt stadion (skulle have været færdigt før VM, men de var liiiiiige et års tid forsinket) og de seneste par måneder er der kommet ny asfalt på op til flere veje, der er blevet gjort en snas rent i byen og der er endda vejstriber på nogle af de større veje. Maputo er klar! Eller. Nå ja, den olympiske by ved det nye stadion (Estádio Nacional de Zimpeto) var i hvert fald ikke færdig en uge før legene startede, og dagen før legene startede, kunne de melde, at den var overbefolket allerede før de sidste fire nationer ankom. Med andre ord er den afrikanske sans for ikke at gå i detaljer absolut levende og sprudlende. Og det skal jo også nok gå alt sammen.

Hvordan selve kampene foregår, er nok lidt en hemmelighed for de fleste. Ingen ved, hvordan man skaffer billetter til de forskellige arrangementer og (næsten?) ingen kender det endelige program. Komiteen bag arrangementet fortæller dog, at de forskellige forbund får tildelt nogle billetter, og så må de selv finde ud af, om de vil give dem væk eller sælge dem. De må maks tage 10 kroner for en billet. Billetsalg fra de enkelte forbund foregår hvor? Hvordan? Til hvem? Suk. Programmet på den officielle side ser sådan ud: “Det fulde program” vælger de kækt at kalde det. Nå ja, man kan da også se, hvilke dage man kan være heldig at finde en disciplin et sted (der er i øvrigt ikke adresser på de forskellige arenaer, og Google Maps er langtfra fuldkomment på disse kanter).

Man kan blandt andet se af programmet, at basketball startede i tirsdags. Det fremgik dog af sidste fredags @Verdade, at de startede om fredagen – altså dagen før åbningsceremonien. Ja ja. Man kan ikke få det hele. I det mindste kunne de fortælle, at de var helt klar til de forventede 30.000 turister, der skulle komme til legene. Maria dos Anjos fra organisationskomiteen argumenterede: “Der er 9.500 sengepladser i Maputo og 2.000 i Chidenguele”. Hvordan det går op, håber jeg de har fundet ud af.

Basketball: Mozambique-Kenya til 10. Afrikanske Lege

Men i hvert fald leger de nu. Onsdag var Marie, Christian og jeg til basketball. Mozambiques kvindelige baskethold er Mozambiques største guldhåb (Moz har allerede vundet medaljer i svømning og karate, og har mulighed for to bronze i boksning), så de kan vel sammenlignes med det danske kvindelandshold i popularitet. Så der var mange tilskuere. Velsagtens lidt over et par tusinde i en hal, hvor der nok ikke burde være meget mere end 1.500. Det betød, at jeg ikke kunne klemme mig ud af hallen for at give Puk den billet, jeg tidligere havde købt til hende for 5 kroner i billetskuret udenfor, da hun fik fri fra arbejde lige omkring kampstart. Så hun gik glip af en rigtig god og lige kamp mellem Mozambique og Kenya. Mozambique vandt, og der var helt og aldeles fantastisk stemning. Dem må jeg se igen.

I går var der cykelløb. Jeg havde ikke tid til at kigge på det, men fik at vide, at trafikken selvfølgelig var helt håbløs. Arrangørerne havde meldt smalt ud, at store veje ville være lukket mellem 8 og 13 i går, i dag og søndag. Men selvfølgelig var de ikke klar med afspærringer, da løbet skulle i gang, så klokken blev vist mindst 14, før de fleste af vejene var åbnet igen. Det betød, at rigtig mange holdt i kø på de mindre veje i flere timer. Ikke populært.

I følge programmet ovenfor, har der været tennis i Zimpeto (ved den olympiske by og det nye stadion) fra i søndags til i morgen, lørdag. Onsdag spurgte vi dog ved tennisbanerne ved botanisk have, om der skulle være tennis der. Det skal der. Fra på søndag. Så mon ikke vi napper picnic i botanisk have og ser lidt tennis, hvis man da kan komme til.

Man kan sige meget om Mozambiques evne til at afholde denne slags arrangementer, men det er positivt, at de gerne vil, og det er spændende at opleve. Det er også positivt, at der er nye lejligheder og forbedret infrastruktur. Hvad der er knap så godt, er, at de for nylig satte 80 mio. kr. mere af til at betale for legene, end de først havde budgetteret med (se linket ved ciatet nedenfor for kilde). Det må været gået ud over noget andet. Ganske givet medicin eller andre livsnødvendige ting. Og nedskæringer på medicin kan ikke være populære, efter dette her kom frem for et par måneder siden:

$30 million will be spent to buy medicines to clean up the severe shortage that hit the country last year, resulting from the collapse of the medicines distribution system under the previous health minister. AIM reports that the purchase comes just after the recent find of large quantities of expired medicines in a warehouse hired by the Ministry of Health in the southern city of Matola with nobody able to explain who was responsible for allowing drugs worth millions of dollars to deteriorate in this way. Health units across the country have been complaining bitterly about shortages of medicines, yet medicines had been allowed to lie in a warehouse until they passed their expiry dates. Some of the medicines had expired five years ago. Kilde (pdf)

Om en måneds tid er der Dockanema i Maputo. I perioden 9.-18. september bliver der for sjette gang vist dokumentarfilm. Programmet er endnu ikke offentliggjort, men to film er blevet afsløret de sidste par dage.

Den ene er en ny film om et af de største og mest prestigefyldte hoteller i Afrika, da det blev bygget i starten af 1950′erne. Grande Hotel (se billeder her) ligger i Mozambiques næststørste by, Beira, men var aldrig rentabelt. Derfor lukkede de ca. 10 år efter åbnningen, omend swimmingpool og konferencefaciliteter blev brugt frem til omkring uafhængigheden. Efter de portugisiske kolonister blev fordrevet fra landet i 1975 er der dog ikke sket meget andet, end at alle de dele af bygningerne, der var noget værd, er blevet stjålet og solgt. Nu bor der derfor ca. 2.500 mennesker i en faldefærdig bygning uden rindende vand og elektricitet. I følge Wikipedia bliver swimmingpoolen brugt som vaskebalje og baren ved poolen som urinal. Glamouren er med andre ord absolut forsvundet.

En anden film “Voces desde Mozambique” (spansk, betyder “Stemmer fra Mozambique”) handler om 5 mozambiquiske kvinder, som kæmper for et bedre liv i skyggen af Mozambiques revolutionshelt, første kvindeforkæmper og den første mozambiquiske præsident Samora Machels anden hustru, Josina Machel. Josina Machel døde som 25-årig den 7. april 1971. Den 7. april er nu Mozambiques nationale kvindedag.

Kvinder får generelt ikke specielt megen taletid på disse kanter, så instruktørerne forsøger her at give disse 5 kvinders stemmer et blivende medie.

Der kommer helt sikkert også masser af spændende film, der ikke handler om Mozambique, men allerede disse to har overbevist mig om, at jeg skal af sted.

Kom glad.

Men i hvert fald er der også fyldt med mennesker, som håber på at finde noget, der kan gøre deres dag lidt bedre. Det vil sikkert nogle gange sige noget, der kan spises, men forhåbentlig oftere noget der kan sælges.

I dag faldt jeg så – via The Global Sociology Blog – over en række billeder derfra taget af en Ægte Fotograf. Den Ægte Fotograf er i dette tilfælde portugiseren José Ferreira.

Jeg har ikke været i stand til at finde informationer om copyrights, men flere andre blogs har vist billederne i en ikke specielt imponerende kvalitet/størrelse, så jeg tillader mig at gøre det samme i formodningen om, at det er tanken, at disse web-optimerede, små udgaver af billederne rent faktisk skal cirkuleres:

Lørdag gik vi en kort tur ved Mac-Mac Pools. Turen var fin, men Mac-Mac Pools var temmelig undervældende. Vi kørte derfor til Mac-Mac Falls for at spise vores madpakke. Faldene var imponerende, men modsat de vandfald, vi tidligere havde set, stod man ret langt fra faldene og bag en afskærmning, hvilket gjorde det til et smukt syn, men ikke rigtig en naturoplevelse. Eftermiddagen blev brugt hytten med pejs, bøger og vin. Som doktoren havde foreskrevet. I hvert fald, hvis jeg er doktoren.

Dag 4

Søndag tog vi Den Store Turistrute til The Pinnacle, God’s Window & Rainforest, Wonderview, Lowveld View og The Three Rondavels. Bourke’s Luck Potholes kunne vi ikke komme ind til, for der var strejke. Faktisk har der været strejke på turiststederne alle de dage, vi har været her, men heldigvis har nogle venlige mennesker lukket os ind de fleste steder alligevel. Kun Bourke’s Luck Potholes og tidligere Blydepoort Dam har været afspærret.

The Pinnacle var et fint sted, med et lille vandfald og en stor sten (quartzite) midt i det hele, som stod og så lidt Tolkiensk ud. Vi havde ikke regnet med, at The Pinnacle var mange potter menneskeprocesseret vand værd, men det var faktisk rigtig fint. Strejkevagten skulle have 5 Rand for at passe på bilen, som skulle stilles ved vejen, men ellers var der fri leg.

God’s Window var ganske fint, men absolut intet specielt. Faktisk kunne vi bedre lide The Pinnacle. Vi gik en tur på 3-4 kilometer i den tilhørende ”Rainforest”. Der var nogle flotte udsigtsposter, som alle var ca. lige så gode som selve God’s Window.

Wonderview blev af vores guidebogsagtige ting beskrevet som det samme som God’s Window – blot tættere på vejen og med færre turister. Det var korrekt. 5 minutter senere var vi derfor på vej videre.

Bourke’s Luck Potholes var som nævnt lukket, så vi fortsatte den umanerligt smukke køretur videre mod The Three Rondavels. Vi havde egentlig besluttet os for at droppe Lowveld View, som dybest set ikke engang var beskrevet i omtalte guidebogsagtige ting. Da vi kom dertil var vi dog sultne, og kørte derfor alligevel derind for at spise frokost. Blandt andet fordi naturen var så forbandet flot på det stykke, at Lowveld View kun kunne være tiden værd.

Lowveld View viste sig rigtignok at være smukt. Faktisk et LANGT smukkere sted end dagens andre stop. Faktisk det bedste sted vi har besøgt. Måske nogensinde. Og i hvert fald på denne tur. Vi spiste vores madpakke med udsigt til Blydepoort Dam og var noget så umanerligt tilfredse med livet.

Efter nogle få kilometer i mere naturlig smukhed kom vi til The Three Rondvels. Strejken betød også her, at man skulle stille bilen ved vejen. Efter omkring 500 meters gang opad kom vil til et betalingshus, hvor en mand, der sad udenfor, gerne ville have 5 Rand per person for at lade os komme videre. Det fik han så. Han fortalte os da, at der var 1 km. til toppen.

3 km. udenfor kategori senere var vi da også ved The Three Rondavels, som er … well … tre runde bjergdimser.

Meget flot og samme sted var der endnu bedre udsigt til Blydepoort Dam, som lå lige nedenfor. Endnu et flueben og 3,5 km. nedadgående gang senere var vi klar til at køre hjem mod hytten. Vi kørte gennem byen Graskop, som skulle være Sydafrikas pandekagehovedstad. Så vi spiste pandekager på Harrie’s Pancakes. De var sandt for dyden dygtige til at lave pandekager. Den lokale øl, ”Diggers Draught” (det fremgik ikke, om de mente ”Digger’s Draught” eller ”Diggers’ Draught”), fra bryggeriet Hops Hollow (det fremgik ikke, om de mente ”Hop’s Hollow”, ”Hops’ Hollow” eller rent faktisk ”Hops Hollow”) var heller ikke helt tosset. Selv om der var rasende koldt, valgte vi senere på aftenen at grille en oksemørbrad. Det var ikke som sådan den dummeste beslutning vi har taget, men for hewled, hvor var det koldt. Men det smagte godt.

Dag 5

Mandag stod vi op klokken 5:00 i tænderklappende kulde. Der var is på bilen, og vi må indrømme, at en isskraber ikke er en del af vores ellers ganske fornuftige mobile setup. Sprinklervæske gør vi heller ikke i – vand plejer at være fint. Med andre ord måtte vi sidde og ryste som små uskyldige espeløv i omkring ti minutter, før bilen var varmet nok op til at vi kunne fjerne isen fra forruden og køre gennem den smukke, mørke og frostklare morgen mod Kruger National Park.

Vi har efterhånden været på safari mange gange, men det var igen en god oplevelse. De glatte veje gjorde, at turen ikke som normalt kun tog 45 minutter, men vi var der klokken 06:30, hvilket var et godt tidspunkt. I hvert fald var det første dyr, vi så, en enlig, majestætisk hanløve, som sad og tronede. Vi så også elefanter, næsehorn, giraffer, impalaer, kuduer, bushbuck, stenbuk, vortesvin, zebraer og aber tæt på – og et hav af flodheste og bøfler på lidt længere afstand.

Hovedattraktionen denne gang var dog umiddelbart før vi forlod parken. En hunløve lå i siden af vejen nogle få meter fra os og var klar til at angribe nogle vortesvin på den anden side af vejen. Vi fulgte hendes jagt i ca. en halv time, men den endte desværre uden at hun fik mad på bordet. Vi har derfor stadig vores første kill til gode…

Dag 6

I går ville vi vandre lidt igen. Efter morgenmad og fodring af gederne på vores Bed & Breakfast valgte vi en rute med det mundrette navn ”Beestekraalspruit Hiking Trail”. Allerede i bilen på vejen dertil kørte vi forkert to gange, så det var med bange anelser, vi to kortblinde tåber skulle gå en tur i den afrikanske vildmark på angiveligt 11 km. Turen skulle tage ca. 5 timer at gå, så hvis vi skulle være tilbage før mørkets frembrud, var der ikke tid til fejl.

GPS’en i min telefon mente, at turen havde været væsentligt længere, da vi 3 timer og 20 minutter senere var tilbage ved udgangspunktet. Hvor lang turen rent faktisk er, er selvfølgelig ligegyldigt. Den var flot og sendte os først gennem en fyrretræsskov med udsigt over dalen og derefter en del kilometer langs et vandløb (Beestekraal, velsagtens), som vi formodentlig krydsede 10-12 gange på et sindrigt system af små faldefærdige broer.

Trætte vendte vi snuden hjemover og stoppede i Sabie for at spise på Wild Fig Tree. Et overraskende hyggeligt sted, hvor der heldigvis var ild i pejsen. Puk fik gigantiske muslinger til forret og vortevinsgryde til hovedret. Jeg fik henholdsvis camembert og krokodille i karry. Alt sammen absolut anbefalelsesværdigt. Lonely Planets beskrivelse af stedet lyder sådan her:

Meals are rich, hearty and lacking refinement – perfect if you want to wolf down a gargantum slab of ostrich or warthog accompanied by a showelful of potatoes (and who doesn’t)

Det var en beskrivelse ret langt fra sandheden. Det var overraskende raffineret og der var ret få kartofler (3). Men lige hvordan man vender og drejer det, kan stedet vel kun anbefales.

Dag 7

I dag kørte vi en kort tur til Lisbon Falls og Berlin Falls. Igen nogle meget flotte vandfald, men personligt har jeg nået vandfaldsmæthedspunktet. Men hvis du kommer forbi området, så nap Lisbon Falls (samt Forest Falls og Lone Creek Falls, som vi tidligere besøgte).

Nu står den på hjemlig hyttehygge med suppe og bøger, men vi overvejer, om vi skal tage en tur på hesteryg. Det har Puk talt om i et par år, mens jeg – hvis jeg absolut skal være ærlig – måske ikke ligefrem har arbejdet intenst på, at få det til at ske. Og det selv om jeg for 10 år siden prøvede at sidde på en hest og syntes det var forholdsvis spast – også selv om det gik forbandet stærkt, da jeg et par gange havde lavet den der lyd, som virker som speeder.

Senere lærte jeg også lyden ”prrr”.

Det var en overraskende god oplevelse og kostede kun 100 Rand pr. person (ca. 75 kroner). De fleste steder, hvor man kan klappe dyr eller ride på elefanter og alt det der, koster det vist fire-fem gange så meget. Om det er bedre oplevelser, finder jeg ganske givet aldrig ud af, men jeg er absolut godt tilfreds og kan klart anbefale Moholoholo Rehab Centre.

Efterfølgende tog vi – på anbefaling af vore værter – hen til et sted, hvor de har en delvist tam flodhest. Og flodheste er ellers kendt som rablende psykopater og er det dyr, der dræber flest mennesker i Afrika. Flodhesten Jessica var dog mere i sovehumør, så hende klappede vi ikke. Men vi stod tæt på. Så deeeet.

Ikke synderlig anbefalelsesværdigt, med mindre man tænder på sydafrikanske damer med upassende forhold til flodheste (datter-analogien blev hevet frem i videoen, hvor vi også så rigtig mange menneske-flodheste-kys).

På vej hjem ville vi spise frokost ved Blydepoort Dam, men turist-vagt-personerne, som lukker folk ind til sådan ca. alle natur-turist-attraktioner, strejker i disse dage, så det kunne ikke lade sig gøre.

Held og lykke til dem. De fortjener med ret stor sikkerhed væsentlig bedre forhold.

I går ankom vi i Graskop, Sydafrika, hvor vi bor i en bjælkehytte på et Ved & Breakfast-sted kaldet “Zur Alten Mine”. Det er et fint lille sted med et tysk bestyrer-par (hvilket nogle måske allerede ville have gættet). Vi handlede i Nelspruit på vejen, så vi er klar til at feriere på allersydafrikanskeste vis: Self-catering. På dansk siger man vist “at tage i sommerhus”.

Som sagt er stedet rigtig fint. Fin morgenmad og lige uden for Graskop, hvilket vil sige i hjertet af The Panorama Route. Et sted med masser af vandfald, bjerge, træer og åbenbart noget gammelt guldminestads. Det ligger lige vest for Kruger National Park, så det der med dyr kan man også. Og væsentligst af alt: Man kan også det der med rødvin, pejs og bøger.

I dag valgte vi dog at vandre lidt og glo på vandfald. Først “Forest Falls” (se billede af mig), som uden større bestyrtelse viste sig at ligge i en skov. Det var en meget fin vandretur på ca. en time hver vej. Efterfølgende tog vi til “Lone Creek Falls”, hvor vi også spiste de medbragte madpakker (se billede af Puk gøre klar) og sidst “Bridal Veil Falls” (se billede af Puk og noget hhv. grønt og mørkt).

Oplevelserne kan hierarkiseres i samme rækkefølge. Alle stederne meget smukke.

Aftenen bruges lige nu til det der med pejsen. Uden den er her tissekøligt. Der er vist noget lignende 3-5 grader om natten, så vi er nu, i 2011 i aldre af 33 år, blevet oplært i varmedunkens lyksaligheder. Tak, varmedunk.